Vietnamesisk; vokalernes sprog

Paa dansk kan man, somme tider have problemer med at skelne betydningen af et ord som "saa", fra "se" i datid og "saa" som bindeord. Naar ordet staves paa samme maade, men betyder to helt forskellige ting, kan der let opstaa misforstaaelser. Derfor er forvirringen ogsaa for det meste total, naar vesterlaendinge skal proeve at gebaerde sig paa vietnamesisk. Godt nok er skriftsproget baseret paa latinske bogstaver, hvilket hjaelper en del, men ord, der er stavet ens, kan betyde vidt forskellige ting. Det er med at holde oeje med de smaa tegn over vokalerne.
Et ord som "nam", kan betyde hhv. mand, 5 og aar. Maaden man afkoder hvilken af betydningerne der goer sig gaeldende, er ved at laese de smaa tegn, der saettes over vokalerne. Saadanne tegn er f.eks. ~ / \ ^ og andre, der alle bestemmer udtalen af vokalen. Det er nemlig vokalens udtale der adskiller ordene og for det utraenede oere, kan det vaere svaert at hoere forskel paa de forskellige stigninger eller fald i vokaludtalen. Jeg selv har aldrig kunnet udtale Hải Dương ordentligt og det er altid taget mig et par gange, foer at folk har forstaaet, hvor det var jeg arbejdede sidste aar. 
En anden interessant ting ang. vietnamesisk er, at det er et enstavelsessprog. Du finder yderst sjaeldent ord paa flere stavelser og naar du goer, er de som regel importerede fra andre sprog. Et godt eksempel er "ô tô", der betyder bil. Fordi ordet hoejest sandsynligt kommer fra det franske "auto", har ordet i sin oprindelse to stavelser, men paa vietnamesisk bliver det til to ord, af hver en stavelse. Det goer ordene meget korte, sjaeldent paa mere end fem bogstaver. Tit er det ogsaa saadan, at visse ord, skal have et foelgeord, for at man faar den passende betydning. Et ord som "bò", betyder egentlig ko, men hvis man skal forstaa det som en levende ko, siger man "còn bò". Hvis man vil sige oksekoed, siger man "thịt bò". Der er egentlig meget logik bag denne maade at have forskellige foelgeord. "Còn" er en betegnelse for et dyr, som ogsaa kan bruges om f.eks. en gris; "còn lợn" og hvis man vil have svinekoed til sine ris, siger man "thịt lợn". Direkte oversat siger man altsaa, "dyr gris" eller "koed gris" - en meget umiddelbar og nem maade at betegne de forskellige former for svin og for saa vidt alt muligt andet.
Det vietnamesiske talsystem er ogsaa meget logisk og ligetil. Man skal bare laere de foerste ti tal og saa betegnelsen for hundrede, tusind, million og saa fremdeles. Her er et lynkursus i det vietnamesiske talsystem:
1 - một                10 -   mười
2 - hai                  100 - trăm   
3 - ba                  1000 - nghìn
4 - bốn                1.000.000 - triệu   
5 - năm
6 - sáu 
7 - bảy 
8 - tám  
9 - chín 

Hvis man skal sige noget over 10, siger man f.eks. mười ba (13), eller mười bảy (17). Skal man op over de tyve, siger man; hai mười (20), eller hai mười năm (25). Ligeledes er det for alle andre tal, f.eks. ba mười (30), eller tám mười ba (83). Hvis vi skal tage et stort tal, saa kunne man f.eks. sige năm triệu hai nghìn tám trăm ba mười. Hvis i selv vil proeve at gaette hvad tallet er, saa kan i det og eller staar svaret nederst paa dette indlaeg.
Som udlaending er det altsaa mest af alt udtalen, man skal bekymre sig om, naar man skal laere at tale vietnamesisk. Sproget virker ligetil og vokalerne boejes ikke efter person. Det svaereste udover udtalen er nok, hvordan man tiltaler folk. Tiltalen afhaenger af alder og det indbyrdes forhold du har med din talepartner. Hvis du f.eks. er yngre, end den du taler med, siger du "em" om dig selv og "em" hvis du tiltaler en der er yngre end dig selv. Hvis i er nogenlunde jaevnaldrende, men hvis du er aeldre end den du taler med, bruger du "anh" om dig selv, hvis du er mand, og "chỉ", hvis du er kvinde (omvendt, hvis den du taler med er aeldre selvfoelgelig - em > anh/chỉ ). Hvis du er meget aeldre end den du taler med, bruger du "chủ", hvis du er mand og "co" hvis du er kvinde (igen omvendt, hvis den du taler med er aeldre - em > chủ/co). Der findes ogsaa taleformer for, hvis den du taler med er aeldre end dine foraeldre, men dem har jeg endnu ikke laert. Faktisk skal man vaere ret paapasselig med at bruge de rigtige tiltaleformer, da visse vietnamesere godt kan tage det lidt naert, hvis man rammer forkert hvad angaar alderen (isaer kvinderne). Denis, som jeg koerte paa motorcykel med, gav mig det raad, at hvis du ikke kan se om en kvinde er jaevnaldrende, yngre eller aeldre end dig, saa brug "em", da det virker som en kompliment til hendes ungdommelige udseende. Ved tiltale mellem jaevnbyrdige og ogsaa hvis man er venner, bruger man "tôi" (mig, jeg) og bạn (dig, du). Det er klart den nemmeste maade at tiltale hinanden, men ogsaa den mest forsimplede.
Vietnamesisk er et svaert sprog og ikke et sprog, jeg nogensinde tror jeg kommer til at mestre. Der er simpelthen for mange finesser i udtale og tiltale, for ikke at tale om det store dialektiske skel imellem nord og syd, hvor det kan vaere svaert at goere sig forstaaeligt i syd, hvis man har laert vietnamesisk i nord. Til gengaeld kommer man virkelig langt, med bare nogle faa gloser og vietnameserne bliver lynhurtigt meget mere venligt stemt og interesserede i at snakke med dig, selvom du maaske ikke kan sige saa meget paa vietnamesisk.

(fem millioner to tusinde otte hundrede og tretten)                            

Back in 'Nam: Indtryk # 9

En spinkel, men overgearet vietnameser hentede mig ved hotellet kl. 8 her til morgen. Jeg skulle med ham som tour guide, paa en bus til My Son. My Son er et tempelomraade fra det gamle Champa-rige, der fandtes i omraadet ved Hoi An, fra det fjerde til det trettende aarhundrede. Tempelomraadet er en del af UNESCO's verdensarv, men stedet er i et soergeligt forfald, isaer paa grund af de amerikanske bomber, der i '69 blev kastet over omraadet. Jeg steg ombord og bussen koerte rundt fra hotel til hotel og samlede flere og flere turister op. Guiden loed som et ekko naar han talte - han gentog alt hvad han sagde mindst 2 gange, nogle gange 3, paa ringe engelsk. Han var overgearet og til at starte med var det en smule sjovt, men i laengden var det meget traettende. Da vi ankom til My Son, ville han fortaelle en hel masse om omraadet. Det var godt at faa noget information, man irriterende at han hele tiden skulle stille os spoergsmaal og udpege en tilfaeldig til at svare. Det var som om han havde laert paa et kursus, hvordan man skal inddrage sit publikum, uden han egentlig havde forstaaet metoden bag det. Foelgende fik jeg dog at vide om omraadet; My Son er et hinduistisk tempelomraade. I datiden boede der ikke mennesker her, men i en by ikke saa langt der fra, saa My Son blev kun brugt til tilbedelse af guderne Vishnu, Shiva og Brahma. Teknikken bag konstruktionen af templerne er omgaerdet med mystik, da forskere ikke helt kan knaekke koden til praecis hvordan det er opfoert. Templerne er lavet i slebne mursten og det er en slags lim der holder dem sammen. Denne lim ved forskerne dog ikke hvordan Champa-riget fremstillede, men det har gjort konstruktionen utrolig holdbar. Ved siden af de restaureringer, der er blevet foretaget efter krigen, staar den gamle konstruktion faktisk bedre, end den nye af cement og mursten. Tourguiden gik ogsaa meget op i at fortaelle os om, at man tilbedte Lingam og Yoni. Jeg kom straks i tanker om den "Kamasutra" jeg har staaende derhjemme, da Lingam og Yoni ogsaa bliver beskrevet deri. Lingam er symbol paa manden og Yoni paa kvinden og kan mere eller mindre oversaettes med hhv. mandes og kvindens koensorganer.
Jeg gik lidt rundt for mig selv og noed ikke at vaere i tourguidens naervaer og studerede de gamle ruiner. Mest af alt foelte jeg mig en smule trist til mode. Jeg havde det paa samme maade, som naar jeg taenker paa de store middelalderbyer i Tyskland der gik op i flammer under 2. verdenskrig. En foelelse af at man kommer for sent og at pragten er forsvundet - tabt til krig og oedelaeggelse. My Son er ikke alene om at vaere kulturarv oedelagt af amerikanske bomber - ogsaa kongeborgen i Hue og Vietnams foerste universitet (Temple of Literature) kan naevnes. Man bliver en smule bitter og paa en maade var det ikke en god oplevelse at besoege My Son, omend noedvendig.

Back in 'Nam; Indtryk # 8

Den stereotype forestilling af et vietnamesisk landskab, passede naesten perfekt til de landskaber jeg, paa min 4-dages motorcykeltur, koerte igennem - frodigtgroenne rismarker imellem smaa bjerge, der skyder lodret op fra jorden og smaa landsbyer der putter sig op ad bjergsiderne. Jeg tog afsted med Denis, en vietnamesisk easy rider, som jeg havde laert at kende sidste aar. At vaere easy rider, vil sige, at man koerer turister rundt paa fleredagesture og oplever det autentiske vietnam og de vilde landskaber. Denis hentede mig i mandags i Hanoi og vi tog afsted i silende regn. Ikke langt fra Hanoi tog regnen af og man kunne ane bjergene. Selvom det ikke lader til det, naar man befinder sig i Hanoi, saa skal man ikke saerlig langt vaek foer at man kan opleve spektakulaere landskaber. Vi koerte imellem rismarker og bjerge, hvilket altsammen var betagende, med undtagelse af en ting - fabrikkerne. Skorstene fra cement - eller murstensfabrikker skoed op hist og her, gerne taet op ad et bjerg. Bjergene selv havde deres skrammer fra disse fabrikker - bjergsiderne var udgravede hvor der var fabrikker og bjergets indre hvide klippe var til skue som et aabent saar. Eet sted var et lille bjerg helt forsvundet og der var kun en grusbunke tilbage hvor det havde vaeret. Det var forandringen. Vietnams oekonomi gaar strygende og meget af det skyldes det man af naturen kan udvinde. Prisen at betale oplevede jeg paa bagsaedet af motorcyklen. Landskaber der er skaemmede, hele bjerge der forsvinder. Gad vide om vietnameserne har det samme stik af aergelse, naar de ser landskabernes udnyttelse, eller om de bare er glade for den oekonomiske fremgang, der er saa taet forbundet med denne udnyttelse.
Der var for mange indtryk paa motorcykelturen til at jeg kan nedfaelde dem alle her, men jeg vil give et kort resume;
Foerste dag saa jeg en hellig dam, med nogle hellige fisk. De maatte ikke spises, da det ville bringe ulykke over den der spiste fisken og dennes familie. Dammen var fyldt med fisk, der kaempede om de broedkrummer de vietnamesiske turister kastede ned til dem. Om aftenen sov Denis og jeg paa et lille hotel i en lille landsby ikke saa langt fra dammen.
Anden dag - kan jeg ikke huske saa godt. Jeg taenker at vi har koert det meste af dagen, igennem henrivende landskaber.
Tredje dag var vi saa vi Ho Chi Minhs foedeby. Eller rettere; det museum der ligger hvor hans landsby laa engang og hvor nu kun hans hus staar, imellem flotte haver og et par templer. Vietnameserne har holdt Ho Chi Minhs hus vedlige og det er tydeligt at se fra hvilke kaar Onkel Ho kom fra, naar man ser huset. Det er et lavt hus i trae og bambus, med meget tynde vaegge og et lille koekkenhus. der hoerer en lille mark til og det er egentlig alt.
Fjerde dag ankom vi i Phong Nha, hvor jeg saa de beroemte huler, der er at se. Meget betagende, men har man set drypstenshuler foer, saa vil man sande at man ser det samme igen i Phong Nha, bare stoerre (en af grotterne var 8 km lang!).
Femte dag. Ja, Denis fulgte mig til byen Dong Hoi, fordi jeg dagen forinden ikke havde penge nok til at betale ham for turen, saa han maate koere mig ind til Dong Hoi, hvor jeg kunne haeve og tage en bus til Da Nang. Turen beloeb sig paa godt 300 $, hvilket jeg selv synes er ret mange penge. Tror ikke jeg vil goere det igen, da jeg foeler, at naar man anden gang har vaeret paa bagsaedet af en motorcykel igennem Vietnam, saa faar man lyst til at sidde paa forsaedet istedet. Fra Dong Hoi tog jeg en bus til Da Nang. Turen var lang (5 timer), saederne smaa og koerslen aggressiv. Det var end ikke til at laese SMS'er uden at foele at man blev koeresyg. Fra Da Nang tog jeg saa bussen til Hoi An. Efter at have sonderet terraenet, fandt jeg et hotel til 20 $ foerste nat og 15 $ anden nat. Efter at have tjekket ind, gik jeg rundt i Hoi An. Smukkere aftenliv har jeg ikke oplevet foer Hoi An. At gaa langs floden, ved de gamle gule bygninger og de daempede lamper i forskellige farver, er som at gaa i en droem. Overalt indaander man den soede duft af roegelsespinde og der er ingen motorcykler langs floden til at forstyrre den stille musik der spilles. Husene er gamle, smaa og autentiske og der saelges i stor stil af tekstiler - Hoi An er kendt som skraedderbyen i Vietnam. Maet af indtryk og en omgang Cau Lau Lon (gule nudler med svinekoed), gik jeg tilbage til hotellet.
 

Om et priviligeret udseende

Det er sjaeldent sket, at jeg har siddet helt uforstyrret paa en baenk ved Hoan Kiem soeen i Hanoi. Reglen er som oftest, at jeg bliver spurgt om ikke jeg vil tale engelsk med vietnamesiske studerende. De inviterer mig gerne paa noget at spise, nogle endda med hjem og er i det hele taget meget venlige og imoedekommende. Hvorfor? Fordi de er interesserede i vesterlaendinge, interesserede i at forbedre deres engelsk. Jeg taenker nogle gange paa, hvordan jeg ville opleve at sidde paa en baenk ved Hoan Kiem, hvis jeg f.eks. var fra Thailand eller Kina. Jeg taenker paa, hvor trist til mode jeg ville foele mig, hvis jeg var amerikaner eller englaender, med asiatisk udseende og ville goere alt for at hjaelpe vietnamesiske studerende med deres engelsk, men ikke kunne komme til det pga. udseendet.
Det er udseendet der goer det. Ens hoejde, der rager op over det vietnamesiske gennemsnit, den blege hud og den lidt federe krop. Det er den, der fungerer som blikfang, det er den, der sikrer dig venner i et ellers fremmed land og gratis maaltider. Det er ens udseende, der udloeser komplimenter; anh dep chay! (du er flot). Udseendet faar en til at foele sig som en rockstjerne, naar man slentrer afsted i Vietnam, for alle kigger paa dig og pigerne sender dig generte smil. I Hanoi er opmaerksomheden for det meste positiv - de vil vitterligt bare tale med dig, fordi du er udlaending og fordi du kan tale godt engelsk. En aerlig sag. Den negative opmaerksomhed oplever man dog ogsaa, i form af de mange tilbud man faar - tilbud om taxaer, frugt, skrammel man skal koebe, prostituerede osv. Men i Hanoi overgaar den positive opmaerksomhed, langt den negative. Jeg oplevede derimod mere af den negative opmaerksomhed i Saigon, isaer fra de prostitueredes side. De ved at mange blegansigter, tager til Vietnam med det ene formaal at besoege deres pinkbelyste kaeldervaerleser.
Det at se anderledes ud, end resten i Vietnam, har utroligt meget at sige. Man kan virkelig maerke hvordan man bliver anderledes behandlet, end de oevrige vietnamesere. Det giver baade en et sus, i kraft af den venlige imoedekommenhed man oplever konstant, men ogsaa en distancering. Aldrig vil man kunne opleve den vietnamesiske kultur, som den i virkeligheden udspiller sig, fordi man, i kraft af ens tilstedevaerelse, aendrer vietnamesernes opfoerelse.
Hvid mand er altid populaer. Det er en skraemmende kendsgerning, for det vidner om den store forskel der er imellem i - og ulande. Det er forskellen paa muligheder, forskellen paa rig og fattig. Jeg er populaer her, fordi jeg kommer fra et land, hvor vi faar en lang og betalt uddannelse, fordi jeg i det hele taget har muligheden for at tage hertil. Det har de ikke. De goer alt for at tilegne sig det de kan, goer alt for at komme i kontakt med os, saa de kan forbedre deres egne vilkaar. De betaler for min mad, fordi vores snak paa engelsk, senere kan hjaelpe dem til at betale deres mad.
Deres tiltraekning imod vesterlaendinge handler ogsaa om andet. Det er ogsaa en rent biologisk tiltraekning. Den hvide hud er et tegn paa skoenhed og den hoeje krop ligesaa. Her er man den populaere dreng i klassen, den som pigerne gerne vil tale med og som de sammen fniser om. Man kan ikke undgaa, indenfor de foerste to minutter man er begyndt at tale med en vietnamesisk pige, at blive spurgt om hvorvidt man har en kaereste. Reaktionen er til at tage at foele paa. For et aar siden, ville de naermest klappe i deres haender, naar jeg sagde nej, og naar jeg i dag siger ja, kan man se skjult skuffelse malet i deres ansigter.
Jeg er en wannabe-vietnameser. Jeg elsker den vietnamesiske kultur, dens mad og dens afslappethed. Men der vil for altid vaere et skel, imellem mig og dem. Et skel udtrykt i mit udseende, der aldrig vil forsvinde.

Back in 'Nam: Indtryk # 7

Klokken var halv ti og Ga Hanoi (Hanoi togstation) henlaa i moerke, kun oplyst enkelte steder af ravgule lygtepaele. Der var mange mennesker der skulle med toget, samme vej som jeg hoejst sandsynligt; til Lao Cai og derfra videre til bjergbyen Sapa i det nordlige Vietnam. Jeg havde bestilt en sovebillet og var spaendt paa at se hvordan en sovevogn var indrettet. Jeg blev anvist min togvogn og gik ombord. Soverummene bestod af seks koejer, i tre etager. Min koeje var i midteretagen og jeg kunne lige praecis ligge udstrakt i den. Der var ikke plads nok til at man kunne sidde op i koejen og bare det at kravle op i koejen, kraevede en vis ynde. Men skoent der ikke var saa megen plads, var det til gengaeld ret hyggeligt at ligge der i sin koeje, alt imens toget bumlede afsted. Kiggede man ud af ruden, kunne man se lige ind i folks huse og lejligheder, der laa lige ud til skinnerne. Toget knagede og bumlede, hvilket egentlig fik mig til at slappe af, lidt ligesom lydene ombord paa et traeskib kan faa en til at falde til ro.
Efter 10 timer i toget ankom jeg til Lao Cai, hvor jeg hurtigt fandt en bus til Sapa. Bussen koerte ad snoede veje op ad bjerge og landskabet var fantastisk flot. Bjerge der skoed flere tusind meter i vejret, med rismarker i etager op og ned ad bjergsiderne og smaa landsbyer der puttede sig ved bjergenes foedder. Som saa mange andre steder i denne del af verden, virkede chauffoeren ret cool med at sms'e og koere ad hoejtbeliggende bjergveje.
Da jeg ankom til Sapa, fik jeg foelelsen af at have vaeret der foer. Den mindede slaaende meget om Dalat i det centrale hoejland. Det var den samme atmosfaere af en bjergby hoejt placeret, med et andet klima end nede i lavlandet. Her var grantraer og koelighed. Jeg tjekkede ind paa et hotel til 10 dollars pr. nat, for et enkeltvaerelse med fjernsyn. Fra den faelles altan havde jeg udsigt ud til de hoeje bjerge, der indhylledes i graa triste skyer. Det regnede.
Det blev ved med at regne, selv da jeg var ude at se paa "love waterfall" (viet. Thac tinh yeu). Mit toej, shorts og t-shirt, opdagede jeg hurtigt, var for lidt til den koelighed der fandtes her i bjergene. Jeg kom tilbage til hotellet og tog mine vaade sko af og havde mest af alt bare lyst til at blive indendoeres. Jeg saa nogle film paa fjernsynet og saadan gik resten af den dag.
Naeste dag havde jeg taget lange bukser paa, men det regnede stadig. Jeg besoegte en H'mong (stamme der er meget kendt i Sapa) landsby. Under hele besoeget gik der gamle H'mong kvinder og smaa H'mong boern, der ville saelge mig forskellige brodereier i deres karakteristiske farver; roed og groen paa en sort baggrund. Ligegyldigt hvor mange gange jeg sagde "khong cam on" (nej tak) til dem, blev de ved at forsoege. Det var selvfoelgelig forstaaeligt; landsbyen virkede meget fattig og naar nu turisterne flokkedes om deres fattigdom, hvorfor saa ikke tjene en skilling paa det. Mest af alt var jeg ret frustreret. Det regnede stadig og jeg kunne ikke gaa i fred og lade indtrykkene falde paa plads. Jeg koerte med hotellets bus tilbage til hotellet, hvor jeg toerrede mig og saa ol, imens det regnede af udenfor.
Dagen efter havde jeg besluttet mig for at tage tilbage til Hanoi. Sapa havde ikke vaeret et sted for mig. Det var for turistet for min smag. Jeg tjekkede ud og imens jeg ventede paa bussen til Lao Cai, gik jeg en sidste tur. Jeg gik op ad et bjerg og ind ad en landevej, der bare foerte opad og opad. Larmen fra byen fortog sig og man kunne hoere fuglene synge og insekterne hvaese inde fra krattet. Det regnede ikke mere. Faktisk var det begyndt at blive lunt og jeg svedte i mine lange bukser. Der var smaa huse langs vejen, der virkede forladte og hunde der goeede ad mig, naar jeg kom forbi. Jeg indsaa, at min oplevelse af Sapa nok havde vaeret bedre, havde jeg trekket i bjergene, i stedet for at skulle besoege en masse turistede steder. Da jeg vendte tilbage til hotellet var det med et stik af aergelse over, at jeg foerst saa sent havde opdaget Sapas skoenne sider.

Back in 'Nam: Indtryk # 6

Nok engang fandt jeg mig selv staaende foran en klasse, med unge haabefulde vietnamesiske studerende og underviste i engelsk. Eller rettere; vi legede Simon Says, paa mit initiativ. Jeg var taget med en af Tieps medundervisere, Kenny, til endnu en engelsk lektion. Kenny havde spurgt om jeg ville hjaelpe med til undervisningen og jeg havde foreslaaet at vi legede Simon Says. Jeg var noget bekymret for, hvorvidt de studerende ville fatte legen, men det gik overraskende godt, skoent jeg nogle gange kom til at forvirre mig selv.

Jeg har nok lige sagt noget i retning "touch your neck". Kenny er personen til hoejre i billedet.

Kenny stod for resten af undervisningen, som havde temaet "Dreams". Eleverne skulle fortaelle om hvad deres droemme var paa engelsk til hinanden. Der var nogle ret gennemgaaende droemme at finde hos de studerende, saasom:

- et godt job (altsaa et job der giver mange penge)
- en flot mand eller kone
- en lykkelig familie
- et stort hus
- og sunde og raske foraeldre

Vi diskuterede hvad det ville sige at have et godt job og det lod til paa de studerende, at det mest af alt gjaldt om at tjene saa mange penge som muligt.
Efter undervisningen gik vi ud og fik et glas Cha da (groen te med isterninger) og spiste solsikkefroe. Vi sludrede lidt og jeg blev inviteret hjem til Kenny, for der at spise aftensmad og overnatte. Jeg sagde paent tak og vi koerte afsted efter teen. Kenny bor paa, hvad der nok mest af alt kan sammenlignes med et kollegie. Det befinder sig dybt inde i en lille afsondret landsy, hvor gaderne er smalle og kringlede og der gaar ikke lang tid foer man mister overblikket totalt. Det foeltes som at koere rundt i en labyrint. Kollegiet ejedes af et aegtepar, der havde en lille toetagers bygning, med smaa rum hvor de studerende bor to og to. Rummene er mindre end hvor Tiep bor og toilet er noget man deles om. Det var til gengaeld hyggeligt at sidde i den lille gaard, der var en del af kollegiet. Vi spiste aftensmad paa Kennys vaerelse og forberedte os derefter paa at gaa i seng. Sengen var imidlertid nogle planker hvorover vi lagde en sivmaatte og brugte et taeppe som pude til deling. Det tog mig noget tid foer jeg faldt i soevn og jeg havde foelelsen af at blive aedt af smaa lydloese myg.
Om morgenen tog jeg og en af Kennys medstuderende hen til det lokale marked. Vi stansede ved nogle der solgte hoens og aender. Aenderne laa frit fremme, med deres vinger og ben bundet sammen og hoensene var stuvet sammen i et lille bur. Vi skulle have and og andeblod til frokost, saa saelgeren tog en and og stoppede den med hovedet foerst, ned i en tragt, saa at hovedet stak ud for neden og benene viftede foroven. Saelgeren tog en kniv og stak den ind i struben paa anden og holdt en plastikpose ind under, saa at blodet blev opsamlet. Anden proevde at vifte med hovedet og spjaettede lidt, men efter lidt tid kunne man se hvordan den mistede sine kraefter, i takt med at dens blod forsvandt ned i den gule plasticpose. Den blev derefter flaaet for fjer og vasket og stoppet i en plasticpose.
Tilbage paa kollegiet forberedte vi maaltidet. Jeg fik lov at lave foraarsruller, hvilket jeg synes jeg selv var overraskende god til. Maaske var der en enkelt eller to der blev lidt deforme, men resten var ret saa udemaerkede. De blev fyldt med andekoed, glasnudler og nogle groensager og smagte utroligt godt. Hovedretten i maaltidet var imidlertid en maaske lidt for stor for mundfuld for mig; Andekoed, med stegte peanuts og saa andeblod. Det var blodet, der gav mig en smule modvilje imod at saette taenderne i denne ret, men det skulle proeves. Det smagte faktisk godt, men at se paa blodet gjorde det alligvel svaert at spise. Jeg fik dog kaempet mig igennem det og kastede mig derefter over de laekre foraarsruller, nudler og groentsager.

Undertegnede der laver en foraarsrulle

Derefter fik vi en lille lur og jeg blev saa koert tilbage til mit hostel af Kenny.

Back in 'Nam: Indtryk # 5

At koere paa en moerk motorvej i Vietnam over midnat, forbinder man ikke med at vaere specielt sikkert eller hyggeligt, men ikke desto mindre var det hvor jeg befandt mig igaar nat; susende afsted sammen med Anh paa vej fra Hanoi til Hai Phong, en straekning paa godt 100 kilometer. Vi skulle besoege Anh's familie, da hans farfar var syg.
Vejen til Hai Phong er en ret lige straekning, saa det er ret ligetil at koere dertil. Til gengaeld var det moerkt og vi fik konstant insekter i ansigtet og i oejnene. Min bagdel blev mere end oem af at sidde paa det haarde motercykelsaede. Vi holdte en pause halvvejs, ved Hai Duong, fik noget te og koerte saa videre. Da vi kom til Hai Phong begyndte Anh at holde for roedt. Man ville maaske taenke at det er meget normalt, men det er ikke ualmindeligt at man koerer over for roedt, selv i myldretid. Nu var det midt om natten og der var ikke et oeje i sigte. Anh's forklaring var at politiet i Hai Phong slaar haardere ned paa overtraedelser, end politiet goer. Og det med at slaa haardt ned paa overtraedelser, skal tages ret bogstaveligt, da boederne deles ud i taesk. Anh havde aldrig selv proevet at faa saadan en boede, men det var aabenbart almindeligt kendt. Vi oplevede dog heller ikke noget til politiet.
Efter at vaere kommet igennem Hai Phong centrum, koerte vi udad paa landet igen og svingede af ved Anh's landsby. Vi bankede paa porten og blev modtaget af Anh's tante. Da var klokken omkring 3, saa aensede ikke saerligt meget, foer jeg laa i en dyb does oppe paa foerste etage.
Idag vaagnede Anh og jeg saa klokken syv. Soevndrukne gik vi over paa den anden side af gaden, hvor Anh's farmor havde et lille gadekoekken. En gaev gammel kone, der ikke aensede at jeg lidt eller intet forstod af det hun sagde til mig. Ikke desto mindre var hun meget flink og jeg fik to haardkogte andeaeg til morgenmad.
Anh's soester laante mig sin elektriske motorcykel, saa jeg kunne tage ud til de naerliggende strande ved Do Son, alt imens Anh besoegte sin syge farfar. Det gik ret let at vaere paa egen haand paa den elektriske motorcykel, der nok ikke kom op over de 20 km/t. Do Son var en raekke halvoer med strande, men hele omraadet virkede ret doedt. Jeg fandt en strand med nogle strandstole og fik mig en tiltraengt lur.
At finde tilbage var heller ikke noget stort problem. Jeg fik noget at spise af Anh's familie og bagefter tog vi en kollektiv lur. Den foregik paa gulvet med en pude hver. Anh kom tilbage og sagde at vi skulle skynde os afsted, hvis vi skulle naa toget til Hanoi, saa jeg pakkede mine ting i en fart og sprang op paa motorcyklen. Vi kom dog ikke langt foer det begyndte at regne og hvad vaerre var; bagdaekket sprang. Vi trak motorcyklen ind paa en garage og fik noget at drikke imens regnen tog til i styrke. Da reperationen var faerdig, var det for sent at naa toget og vi maatte tage tilbage til Anh's familie. Vi fik lidt mere at spise og tog saa afsted igen, denne gang uden problemer.
Ved stationen i Hai Phong koebte vi billet til baade os og motorcyklen, som stod sammen med andre motorcykler i en godsvogn, bagerst i tograekken.Ombord paa toget satte vi os til rette, paa de ret haarde baenke. Toget koerte det meste af tiden langsomt, og vuggede fra side til side. Et rigtigt bumletog og man kunne hoere enhver lyd toget frembragte. Jeg fik laest og sovet en smule paa vejen til Hanoi. Fremme i Hanoi fik vi bugseret motorcyklen ud og Anh koerte mig til hotellet, hvor jeg nu sidder og skriver denne blog.